Som webshopejer er det vigtigt at forstå begrebet omkring ”attribution”, eller sagt på dansk, hvilke kanaler skal tilskrives et salg der er sket.
Kundernes rejse bliver kun længere og længere og det er ikke unormalt, at en kunde har været forbi en Facebook annonce, klikket på en Google Adwords reklame og modtaget et nyhedsbrev fra dig.
Og i stigende grad vil et af de mange touch points være via affiliates der markedsfører webshoppens produkter.
Hvorfor er attribution så vigtigt?
Selvom ”attribution” er blevet lidt af et buzzword, så skal det ikke undervurderes i forhold til de digitale markedsføringstiltag du gør dig.
I bund og grund handler det om, at du skal kunne bruge dine data til at finde ud af, hvilke former for markedsføring der bedst kan betale sig at bruge penge på.
Og naturligvis hvilke former for betalt markedsføring det ikke længere kan betale sig at kaste penge efter.
Som købmænd handler det om at skabe det bedst mulige afkast og hele tiden fokusere på at maksimere sin ROI.
Hvor få penge kan der investeres for at skabe den størst mulige omsætning.
Hvis du kan investere 200 kroner og få 500 kroner tilbage (på bunden), så har du en profit på 300 kr.
Derfra er det blot at skalere op så meget som det overhovedet er muligt.
Men så let er det desværre bare ikke…
Hvem skal have salget?
Det ville være let hvis vi altid kunne sige, at X skal tilskrives det pågældende salg.
Hvis vi vidste, at når vi brugte 5.000 kroner på Adwords annoncer, så kom der 10.000 kroner ud af det.
Kigger du i Adwords, så vil du naturligvis kunne se de tal og Google vil hellere end gerne vise dig, at deres Adwords system er en god forretning.
De lyver ikke, men husk at der altid skal graves dybere i tallene.
For hvad nu hvis en brugerne først har klikket på Facebook annoncer og efterfølgende klikker på dine Adwords annoncer?
Så betyder det måske, at du først har betalt 5.000 kroner til Facebook og derefter betaler 5.000 kroner til Google. Så er det måske ikke længere attraktivt at få 10.000 kroner tilbage.
Og tænk hvis du også har brug lidt penge på avisreklamer?Det er ikke utænkeligt, at nogen har set din reklame i avisen, så ser den på Facebook og slutteligt ender med at komme forbi din side via Adwords.
Så er resultatet pludselig, at du taber penge på din markedsføring.
Og det bliver mere kompliceret end det, fordi…
Med tusindvis af besøgende til din side over tid og utallige kombinationer af hvordan og hvor mange gange nogen klikker på reklamer og andre links, så bliver regnestykket tæt på umuligt.
Det vil slet ikke være usandsynligt, at du har en kunde der kommer forbi din side på denne måde:
Offline markedsføring -> Organisk -> Adwords -> Facebook -> Adwords -> Organisk -> Affiliate -> Direkte -> E-mail markedsføring
Spørgsmålet er nu, hvilken kanal har skaffet salget?
Eller skal du til at regne på hvor mange procent en bruger er blevet påvirket i hvert step i processen?
Der er mange holdninger og meninger omkring ”marketing attribution”. Både i forhold til hvor meget tid man bør bruge på det, hvordan man bør regne tingene ud og om man selv skal gøre det eller få nogen til det.
Hvornår skal du bruge din tid på det?
Hvis du udelukkende arbejder med én betalt kanal, så er der ikke så meget attribution at kigge på.
Du kan naturligvis argumentere for, at din indsats (timer) på området for søgemaskineoptimering også skal regnes ind… og jeg vil give dig ret.
Men kan vi se bort fra din tid, så vil Adwords som eneste kanal give dig et fint billede af om det kan betale sig eller ej.
Så snart du tilføjer en ekstra kanal, så begynder billedet at blive mudret.
I forhold til affiliate marketing, så har den den yderligere krølle, at flere affiliates godt kan reklamere for dig og dine produkter.
Hvem skal du betale for deres indsats? Den første en potentiel kunde besøger eller den sidste?
Normalt er det sådan, at det er den sidste affiliate der har været i kontakt med en kunde, som får belønningen.
Om det er rigtigt eller forkert, kan ingen sige.
Det eneste vi kan sige er, at vi aldrig kommer til at regne 100% korrekt. Der er simpelthen for mange variabler.
Kunden ved i bund og grund heller ikke selv, hvorfor den endelige beslutning til et køb blev truffet.
Er du en kæmpe webshop med +50 ansatte, så kan det godt være, at det giver mening at bruge lidt tid på at regne på attribution modeller.
Har du færre end det, så vil min anbefaling være, at du kigger på et mere overordnet billede.
Dermed ikke sagt, at du skal ”lukke øjnene” for de ting der sker.
Men du bør ikke bruge en masse timer på at komme frem til et nyt ”gæt”. For det er hvad det er…
Et gæt!
Hvis nogen forsøger at overbevise dig om andet, så løb… 🙂